Idrætsbørnehaven Budstikken er en privat institution under Landsorganisationen Danske Daginstitutioner.
Institutionen åbnede dørene i 1971 på initiativ af nogle forældre, der boede i området, og var selvejende indtil den 1. april 2020, hvor vi blev privatiseret efter eget ønske. Det var et ønske, der var opstået på baggrund af, at Høje-Taastrup Kommune gentagne gange foretog ændringer på institutionsområdet.
Idrætsbørnehaven Budstikken som institution er fortsat den samme som hidtil – bare i privatiseret form. Vi mener, at den pædagogiske kvalitet højnes, da vi er en lille institution. Det ses tydeligt i børnenes dagligdag, hvor den tætte voksen- og børnekontakt samt nærvær er med til styrke børnenes læring, trivsel og udvikling.
Vi har en forældrevalgt bestyrelse, som er ansvarlig for driften, og børnehaven er normeret til 40 børn fordelt på vores to stuer, Jordbærstuen og Tulipanstuen. På hver stue går der i gennemsnit 20 børn. Personalet består af en pædagogisk leder, tre pædagoger hvoraf den ene også er stedfortræder, tre pædagogmedhjælpere samt en IT-medarbejder.
Idrætscertificeret institution
Idrætsbørnehaven Budstikken blev idrætscertificeret i november 2011, og personalet er løbende på kurser hos Dansk Idrætsforbund for at få opdateret deres viden inden for området. Ud over at vi til hverdag i børnehaven har fokus på fysiske udfoldelser, er vi nede i Taastrup Idrætshaller to dage om ugen, hvor der står pædagogisk idræt på programmet.
Traditioner og aktiviteter
Vi har mange forskellige traditioner og aktiviteter, som vi værner om, og det bærer vores årsplan også præg af. Vi har blandt andet en stor sommerfest eller høstfest, bedsteforældredag, børnepåskefrokost, børnejulefrokost, udflugt til slagteriskolen mv. Disse begivenheder kan ses i vores årsplan.
Vi prioriterer at arbejde struktureret, da det er med til at skabe forudsigelighed særligt for børnene men også er til gavn for personalet, da det er med til at visualisere tydelige rammer for, hvem der gør hvad.
Vi har ofte en plan for dagen i børnehaven, som naturligvis kan tilpasses efter børnenes humør og ønsker. Vi har et stærkt samarbejde med forældrene, som er beskrevet nærmere under menupunktet Pædagogik/Forældresamarbejde.
Sommerferie
I Idrætsbørnehaven Budstikken prioriterer vi at holde åbent hele sommerferien.
Vi har til gengæld et grundprincip om, at alle børn skal holde to sammenhængende ferieuger i uge 25-33. På den måde undgår vi tvungne lukkeuger midt i sommerferien.
Følg med i hverdagen
Idrætsbørnehaven Budstikken har en Facebook-side, hvor du naturligvis er velkommen til at følge med, når vi lægger billeder op i forbindelse med særlige aktiviteter. Du finder linket øverst på siden.