Velkommen til den private institution Idrætsbørnehaven Budstikken under Landsorganisationen Danske Daginstitutioner!
Som den eneste institution i Høje-Taastrup Kommune deltager Idrætsbørnehaven Budstikken i Team Rynkeby Børneløbet den 31. marts 2023, hvor der samles ind til fordel for Børnelungefonden.
Læs mere ved at klikke på billedet herover.
Idrætsbørnehaven Budstikken er en privat idrætsbørnehave i Høje-Taastrup Kommune, der kunne fejre 50-års fødselsdag den 15. november 2021. Vi har plads til 40 børn og var en selvejende institution indtil den 1. april 2020, hvor vi overgik til privat drift. Vores fokus er på fysisk udfoldelse, kognitiv udvikling, fællesskabsfremmende og nærværende aktiviteter samt faglighed. Vi starter og slutter hver dag udendørs, ligesom vores pædagogiske aktiviteter for det meste foregår udendørs i vores tematiserede legeområder. Indendørs har vi ligeledes en række forskellige temarum, hvor børnene har mulighed for at trække ind i forskellige legegrupper.
Vi lægger stor vægt på, at de børn, der er tilknyttet børnehaven, oplever glæde ved at bevæge sig samt at gøre dem mere kropsbevidste. Derfor er motion en stor del af vores hverdag, og vi dyrker idræt ud fra en pædagogisk synsvinkel to gange om ugen. Dette foregår i Taastrups Idrætshaller, hvor vi enten har en af de store haller eller en af de mindre sale til rådighed. Når idrætscenteret har lukket på grund af ferie eller andet, dyrker vi idræt hjemme i vores have eller på en lokal legeplads i nærheden af børnehaven. Det samme har været gældende i de perioder, hvor coronarestriktionerne har forhindret os i at tage ned i idrætscenteret. Dette falder også godt i hak med, at vi nyder at lave så mange aktiviteter som muligt udendørs.
Foruden fysisk udfoldelse og et godt udeliv er det også vigtigt for os at følge med den digitale udvikling. Det betyder, at der bliver benyttet iPads, QR-koder og andre digitale remedier, når der laves aktiviteter i Idrætsbørnehaven Budstikken.
Derudover stræber vi efter at skabe en hyggelig og hjemlig stemning med engagerede og glade børn samt at give de planlagte aktiviteter liv, så det bliver meningsfyldt for børnene. Dette er med til at udvikle børnene og pirre deres nysgerrighed. Forældrene kan læse om alle aktiviteterne på vores intranet.
Vi har et fælles fokus, når vi laver ting med børnene, og vi rummer altid deres følelser og står klar til at trøste dem, hvis de bliver kede af det.
Ønsker du, at dit barn skal være med på den digitale bølge samt have bevægelse og frisk luft som en fast del af hverdagen i trygge rammer, er Idrætsbørnehaven Budstikken måske noget for jeres familie. Kontakt os gerne for at høre nærmere om, hvilke muligheder I har hos os.