Læreplaner

 

Den styrkede pædagogiske læreplan tager afsæt i Idrætsbørnehaven Budstikkens pædagogiske beskrivelse af, hvordan vi sikrer, at vi udvikler vores pædagogiske praksis. Formålet er at styrke børns læring, trivsel og udvikling gennem legen.

Idrætsbørnehaven Budstikkens styrkede læreplan evalueres løbende og er i kontinuerlig udvikling. Den er ikke et færdigt dokument men et pædagogisk redskab for idrætsbørnehavens personale.

 

Læreplaner

 

De centrale elementer er:

  • Børnesyn: Det at være barn har værdi i sig selv. Alle børn har ret til et godt børneliv.
  • Dannelse og børneperspektiv: Et barn skal høres og tages alvorligt som led i starten på en dannelsesproces og demokratisk forståelse.
  • Leg: Legen har en værdi i sig selv og skal være en gennemgående del af et dagtilbud.
  • Læring: Læring skal forstås bredt og sker blandt andet gennem leg, relationer, planlagte aktiviteter, udforskning af naturen, ved at udfordre og blive udfordret, ved at stille spørgsmål og blive stillet spørgsmål og ved at eksperimentere.
  • Børnefællesskaber: Leg, dannelse og læring sker i børnefællesskaberne. Børn indgår i mange forskellige fællesskaber både i dagtilbud, derhjemme og i andre miljøer.
  • Pædagogisk læringsmiljø: Et trygt og stimulerende pædagogisk læringsmiljø er udgangspunktet for arbejdet med børns læring.
  • Forældresamarbejde: Et godt og tillidsfuldt forældresamarbejde har fokus på at styrke barnets læring, trivsel og udvikling.
  • Børn i udsatte positioner: Alle børn har ressourcer og talenter og skal udfordres og opleve mestring i lege og aktiviteter.
  • Sammenhæng til 0. klasse: Det pædagogiske læringsmiljø tager udgangspunkt i at gøre børnene skoleparate. Sammenhængen handler blandt andet om at understøtte børns sociale kompetencer, troen på egne evner, nysgerrighed mv.

 

De seks læreplanstemaer er:

  • Alsidig personlig udvikling: Overordnet set ønsker vi i Idrætsbørnehaven Budstikken at være med til at give børnene evnen til at lære at udtrykke deres tanker og følelser, udtrykke deres behov og grænser samt det at kunne lytte til andres ønsker, behov og grænser.
  • Social udvikling: I Idrætsbørnehaven Budstikken støtter og guider det pædagogiske personale børnene på en måde, så barnet med voksenstøtte eller med støtte fra en mere kompetent ven kan udføre handlinger, de ikke er i stand til at udføre alene, og som er med til at bidrage til egen læring.
  • Kommunikation og sprog: Børns sproglige kompetencer udvikles gennem relationer med deres forældre og familie, deres venner og med det pædagogiske personale i børnehaven.
  • Krop, sanser og bevægelse: Børn lærer gennem kroppen, og dette er en af årsagerne til, at vi har en idrætsprofil i Idrætsbørnehaven Budstikken. Børnene navigerer i verden gennem kroppen, og det pædagogiske personale støtter og udfordrer børnene i forskellige aktiviteter, hvor børnene eksperimenterer med deres sanser samt kropslige udfoldelser.
  • Natur, udeliv og science: I Idrætsbørnehaven Budstikken har naturoplevelser en høj værdi for børnene. Det er her, de får unikke muligheder for at opleve, undersøge, sanse, føle, lege og lære.
  • Kultur, æstetik og fællesskab: Det pædagogiske personale i børnehaven formidler og viser glæde ved kulturelle og æstetiske oplevelser i praksis. Vi støtter børnene i at eksperimentere, øve sig i og afprøve sig selv inden for en bred vifte af kunstarter uanset børnenes baggrund, kompetencer og forudgående erfaringer med kultur.

 

Du kan finde Idrætsbørnehaven Budstikkens styrkede pædagogiske læreplan herunder:

IBHB – Pædagogisk læreplan

 

Du kan finde vores evaluering af arbejdet med den pædagogiske læreplan herunder:

IBHB – Evaluering 2020-2022